Spring til indhold

Hvad er en offer-rolle?

Hvad er en offer-rolle?
Jeg taler tit om en offer-roller, men hvad betyder det?
Jeg ved, at ordet ’offer-rolle’ kan lyde negativt. For mig er det ikke nødvendigvis negativt, men det er en energi jeg genkender i mig selv, fordi jeg kan havne her, uden selv at ville ønske at være her. Når jeg er i denne energi, så bliver jeg mindet om, at jeg skal tage et aktivt valg og gøre noget anderledes, for at få det anderledes.

Men vi kender alle sammen typen: De har ’nej-hatten’ på som man siger. De har en undskyldning for alt. ”nej det kan jeg ikke, fordi jeg ikke har råd.” eller ”nej det kan jeg ikke, fordi jeg har ondt…” eller hvad det nu kan være.
De er også typen, der kommer med lange forklaringer på at godtgøre overfor sig selv og andre, at det ikke er dem selv, den er gal med. Det er alle de andre, der er tarvelige eller som misforstår. Folk i deres offer-rolle mener, at det er alle andre og hele verdenen den er gal med, og har rigtig svært ved at kigge ind ad. De føler sig uretfærdigt behandlet.

 

Hvorfor er man i denne offer-rolle?
Når man er i den her energi, så ønsker man (måske på et ubevidst plan) at få opmærksomhed og medlidenhed. Man ønsker at andre kan forstå og sætte sig ind i, at det ikke er dem den er gal med. De har behov for bekræftelse for, at deres eksistensgrundlag er korrekt – netop fordi de ikke elsker sig selv, og derfor søger de det udefra. Hvis de ikke får medlidenhed og empati, så bliver de sure og fornærmede, og pludselig er man deres fjende i stedet for deres ven. Oftest er det personer med offer-mentaliteter der er de bedste venner, for så kan de fodre hinandens offer-rolle. Det betyder, at de er på samme bevidsthedsniveau. Så folk der ikke så tit er i deres offer-rolle, kan ikke altid sætte sig ind i offer-rolle mentaliteten.

Hvordan kan man være i sin offer-rolle, uden selv at være klar over det?
Jeg har igennem det meste af min ungdom gjort ALT for at andre skulle have det godt. Gjort alt for at bibeholde de forskellige relationer. Jeg var en pleaser. Alligevel synes jeg tit, at jeg blev dårligt behandlet. Folk omkring mig var idioter: de mobbede mig, de spredte rygter om mig og behandlede mig generelt dårligt. Hvorfor var jeg så uheldig? ALT GIK GALT! Det var da ikke MIN skyld, at alle andre var idioter!
Jeg husker tydeligt første gang, hvor der var en, der sagde til mig, at jeg var i min offer-rolle. ”Gu’ er jeg da ej!”. Jeg blev faktisk rigtig fornærmet. Men hvis jeg kigger tilbage på det nu: ”Det er ikke min skyld, at alle andre er idioter”. Jo, desværre. Jeg tiltrækker, hvad jeg er. Det vil sige, at når jeg ikke er selv-kærlig på nogen som helst måde, så vil andre også behandle mig sådan – ikke særlig kærligt. Fordi jeg fortjener det jo ikke. I størstedelen af tiden var jeg i min offer-rolle, uden selv at kunne se det. Jeg var ikke klar til at kigge indad.

 

Hvordan arbejder jeg mig ud af offer-rollen?
Det der gjorde, at jeg blev opmærksom på, at jeg var i den energi, er faktisk grundet noget helt andet. Jeg kom på et tidspunkt et sted i mit liv, hvor jeg tænkte, at jeg gerne ville have det bedre. Jeg ville gerne prøve at være lykkelig. Første skridt var at lære at være taknemmelig og elske mig selv. Det tog sin tid, og det er stadig en kontant igangværende proces. Langsomt gik det op for mig, at jeg var i min offer-rolle, fordi jeg ikke elskede mig selv, og fordi jeg troede ikke jeg fortjente bedre. -Alt dette på et ubevidst plan.
Jo mere taknemmelig jeg er, og jo mere jeg elsker mig selv, jo mere positivitet tiltrækker jeg også. Selvfølgelig er det ok, at jeg engang imellem er i min offer-rolle og er sur på verdenen (for ja, det sker faktisk!!). Men det er også min egen opgave og mit eget ansvar at komme væk derfra igen. Bliv sur, reagér, kom videre.
Så hvordan kommer jeg videre, tænker du måske? Et eksempel kunne være, at min kæreste slog op med mig, uden nogen særlig årsag (end hans eget bøvl måske). Jeg føler mig efterladt, ikke elsket, verdenen er dum, og hvorfor går det her udover mig? Hvad har jeg gjort galt? Jeg troede lige det gik så godt! Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne! (Det er synd for mig – offer-rolle ved du nok…..)
Ja, og når jeg har fået det ud af systemet, så starter jeg med at tilgive ham. Ikke fordi jeg nødvendigvis siger, at hans handling var okay! Men fordi jeg slipper mig selv fri – fordi jeg er klar til at give slip på min offer-mentalitet, og fordi jeg gerne vil bruge min tid på én, som rent faktisk gerne vil være sammen med mig. Jeg har gjort alt hvad jeg kunne i vores forhold, og jeg kunne ikke have gjort noget anderledes. Jeg har sagt og gjort, det jeg kunne. Jeg er nu klar til at give slip. Jeg fortjener det bedste. Det er mit eget ansvar at rykke mig over i en åben og mere positivt energi, hvis jeg ikke vil sidde fast. Jeg husker mig selv på, at jeg fortjener det bedste, at jeg elsker mig selv, og jeg har så meget andet kærlighed i mit liv. Jeg vælger at fokusere på det positive i mit liv.

 

Mit gode råd er: vær modig nok til at kigge indad. Vær ærlig overfor dig selv, så du kan se mere klart. Jeg er overrasket over, hvor meget jeg har løjet overfor mig selv -og endda uden selv at være bevidst om det! Ændringer i dit liv starter med DIG!

Tak fordi du læste med